83.233 – er egentlig blot et tal. Afhængig af hvad tallet er udtryk for kan det både være stort og lille. I det her tilfælde er det et stort tal – faktisk et rigtig rigtig stort tal. Det var det tal der stod på oversigten i programmet, hvor jeg gemmer vores foto. Det er altså antallet af billeder vi har taget gennem tiden. Dvs. i den tid vi har haft digitalkamera! Det er ikke bare foto, det er øjeblikke, situationer, mærkedage, dagligdage, begivenheder, oplevelser og rejser vi har været på. De er vidnesbyrd om de fantastiske oplevelser vi har haft gennem tiden. Billederne er sorteret med årstal og måned, og langsomt får jeg også skrevet lidt tekst til dem, hvem der er på og hvor billederne er taget. Det er tidskrævende og langsommeligt, men rigtig hyggeligt.
Men hvorfor skrive om de billeder? Som skrevet i mit første indlæg her på bloggen, er jeg iværksætter og arbejder med fertilitet, graviditet og sundhed. Jeg er ved at arrangere en workshop, og skulle finde et billede fra en tidligere workshop jeg har afholdt, som kunne bruges til teksten. Som skrevet tager det tid at ”tagge” alle billeder, og jeg mangler stadig en del. Med så mange billeder kan det være lidt af en detektivopgave at finde lige netop det billede man søger. Jeg kunne vælge at blive irriteret over at skulle bruge så meget tid på at lede efter et enkelt billede, og bare finde et tilfældig på nettet. Jeg kunne også vælge at se det som en mulighed for at gense nogen af de mange billeder vi har taget, selvom det ville betyde at jeg skulle bruge langt mere tid end beregnet. Jeg valgte det sidste, dels fordi jeg kan, og dels fordi jeg er nostalgisk og det gav mulighed for at gense og genopdage nogle af alle de skønne billeder der er taget gennem tiden.
Dagene og ugerne går så hurtigt, og nogle gange kan det være svært at huske alle de skønne øjeblikke i livet. Da min yngste søn kom hjem i går, var jeg i gang med at gennemgå billeder. Han er kommet i den alder hvor det både er sjovt og lidt pinligt at se billeder af sig selv som baby. Hans reaktion gav mig en ide.
Min ældste søn bliver 18 år om to uger. En milepæl, og en markering af, at han nu begynder sit voksne liv for alvor. Barndommen er med til at definere de værdier man tager med sig i voksenlivet. Når man er 18 år er man pr. definition udødelig, usårlig og står overfor en verden af muligheder. Man lever i nuet og barndommen liggerllangt væk. Man har travlt med at blive voksen og skabe sit eget liv.
Gaven til hans fødselsdag er på plads, men jeg har gået længe og spekuleret på hvordan jeg kunne gøre dagen særlig for ham og give ham et minde for livet om hans barndom og hans liv i de første 18 år. Jeg kunne forsøge med en sang eller en tale, men jeg ved, at han ville synes det er ganske pinligt og vil helst være foruden. I et af mine tidligere indlæg skrev jeg, at vi i familien var i gang med at rydde op på vores loft. Loftet gemmer på rigtig mange ubrugelig ting, men også mange minder. I en lille kasse har jeg fundet gamle kassettebånd og CD'er og noget af børnenes gamle legetøj. Både kassettebåndene, CD'erne, legetøjet og bamserne betød rigtig meget for min søn, da han var mindre.
Min søns reaktion på billederne, fundene af de gamle kassettebånd og legetøj har givet mig en ide, som betyder at jeg nu får rigtig travlt! Jeg har nu to uger til at få min ide omsat til noget brugbart. Jeg er gået på jagt i mappen med de 83.233 billeder efter foto der kan bruges til et slideshow fotokavalkade over hans liv. På computeren ligger kun billeder fra tiden 2003 - og frem til nu. Jeg skal en tur på loftet og finde alle de tusindvis af papirbilleder jeg har i album. De rette billeder skal findes og scannes ind. Jeg skal have lagt lyd til billederne, og skal nu finde ud af hvordan jeg får lyden fra de gamle kassettebånd og CD'er ind på computeren. Jeg glæder mig til at komme videre med projektet og håber at han får et minde for livet. Om sit liv, sin barndom og de oplevelser vi har haft sammen. Lige nu er jeg ganske begejstret og glad for at jeg har 83.233 billeder, jeg får mulighed for at kigge igennem de næste mange dage.