web 2.0

- giv os idag vores daglige brød

Et rustikt brød med smag og krumme har altid stået i høj kurs i vores hjem, men desværre har der været langt imellem de gode oplevelser når vi har købt brød i dagligvarebutikker og bagerier. Vores erfaringer er at det er svært at opdrive et godt brød, det smager, mætter og er til at betale.

I de første år hvor vi også havde små børn, prioriterede vi at bage, så vi havde brød til weekenden, eller når der kom gæster. Vi begyndte at undersøge hvad der gjorde et godt brød. De mange tv-udsendelser inspirerede. Den første jeg husker, der gjorde en dyd af hjemmebagt brød er Camilla Plum. Et par bagebøger er siden komme til og vi har gennem nogen år forsøgt at lære mere om mel, gryn, korn, hævetider og æltning. 

I takt med at vi gennem de seneste år er begyndt at bage jævnligt har vores smag og definition af hvad et godt brød er, ændret sig. Vi bager ofte, ja faktisk hver uge og nogle dage op til flere gange - og de fleste gange er det brød og boller. Jeg kan godt lidt at bage, men jeg er ikke særlig begejstret for at stå og veje boller af og få klistrede fingre.  For noget tid siden fandt jeg en opskrift på koldt hævede boller, som ikke skulle formes. Det er blevet en af mine favoritopskrifter. De er fuldstændig fantastiske - dels er det uhyre nemt at forberede, tager næsten ingen tid, de smager fantastisk og har en skøn struktur! Brød skal smage - ikke bare af brød, men må gerne have en særlig smag ud over det. Jeg varierer meget og eksperimenterer med at tilsætte revne grøntsager, kartofler, ris, nødder og krydderier.

I dag var planen at jeg skulle bage rugbrød. I går aftes blev surdejen sat over, og her til morgen kunne jeg så gøre dejen færdig og sætte den til hævning. Vi har afprøvet meget, og har fundet at det bedste rugbrød fås når dejen får lov at hæve koldt og i lang tid. Efter dejen var blevet hældt i træforme, var der en lille rest tilbage. Jeg har tidligere brugt resterne til at lave små flade rugbrød af, som derefter er blevet skåret i små tern og anvendt til drys i salater. Det kan jeg anbefale - det er rigtig lækkert! Men tilbage til min lille rest rugbrødsdej.

Jeg har længe været på udkik efter en opskrift på brød, som er ligeså groft og rig på kostfibre som rugbrød, men som har det lyse brøds lethed og svampede struktur. Mine koldthævede boller har de egenskaber, og jeg var nysgerrig efter at afprøve hvilken betydning en rest surdej havde på struktur og konsistensen.

Jeg er vild med "ting og sager" i boller og brød. Jeg kan godt lidt at der er noget at tygge på,  at brødet har konsistens, og kom en masse revne gulerødder, græskarkerner og hørfrø i dejen. Surdej kræver erfaringsmæssigt at dejen får noget støtte under bagning - ligesom når der bliver bagt rugbrød, og derfor valgte jeg at bage brød - i stedet for boller.

Efter 3-4 timers hævning var brødene klar til at blive bagt. Det blev nogle skønne brød - og da ungerne kom hjem om eftermiddagen blev det vel modtaget. En skøn eftermiddag med hjemmebag, hjemmelavet marmelade, the og kortspil med ungerne!

Rugbrødet blev også (igen) helt fantastisk! Hjemmebagt brød smager bare bedst, - tager ingen tid at lave og er bare rigtig meget bedre end meget købebrød.

Har du en rigtig god opskrift på rugbrød, boller eller fuldkornsbrød så skriv gerne en kommentar og upload et billede.

Har du endnu ikke eksperimenteret med at bage rugbrød - vil jeg anbefale dig at prøve. Held og lykke!

Tags:

mad

Tilføj kommentar

  Country flag

biuquote
  • Kommentar
  • Eksempel
Loading